Baggrund
Optagelseskrav PDF Udskriv Email
Optagelseskrav til gymnasiale uddannelser i 2011

Optagelse til stx, hhx og htx
For at være sikker på at blive optaget til enten højere handelseksamen (hhx), højere teknisk eksamen (htx) eller studentereksamen (stx) skal du opfylde alle de herunder nævnte betingelser:
  • Du skal have afsluttet 9. klassetrin i folkeskolen eller haft anden undervisning, der svarer til folkeskolens 9. klasse.
  • Du skal have søgt om optagelse i direkte forlængelse af 9. eller 10. klasse.
  • Du skal have aflagt folkeskolens obligatoriske afgangsprøver efter folkeskolelovens regler.
  • Du skal have modtaget 2-4 års prøveforberedende undervisning i fransk eller tysk. Har du haft det som valgfag, skal du altid have aflagt prøve. Har du haft det som tilbudsfag, skal du kun aflægge prøve, hvis faget er blevet trukket for dig.
  • Du skal også have en udfyldt uddannelsesplan og må ikke være indstillet til optagelsesprøve af skolen eller UU-vejlederen. I planen skal nævnes mindst et uddannelsesønske sammen med ønske om a) studieretning, b) 2. fremmedsprog ved valg af stx eller hhx og c) et kunstnerisk fag ved valg af stx.
  • Vælger du efter 9. klasse at tage 10. klasse på en folkeskole, en fri grundskole eller en efterskole, skal du følge undervisningen og aflægge prøve i fagene dansk, engelsk og matematik. Dette gælder, uanset om du har aflagt prøve i disse fag efter 9. klasse eller ej. Prøverne kan du aflægge enten som folkeskolens afgangsprøve eller som 10. klasse-prøve.
Opfylder du ikke de ovenstående krav, har du mulighed for at søge optagelse efter konkret vurdering. Det er i så fald lederen af den skole, du har søgt optagelse på, der afgør, om du kan optages, eventuelt efter en optagelsesprøve. Mangler du en eller flere af de obligatoriske prøver, skal du altid til optagelsesprøve.

Læs om "stx"
Læs om "htx"
Læs om "hhx"


Optagelse til hf
For at være sikker på at blive optaget på den 2-årige højere forberedelseseksamen (hf) skal du opfylde følgende betingelser:
  • Du skal have afsluttet 10. klassetrin i folkeskolen eller haft anden undervisning på tilsvarende niveau.
  • Du skal have søgt om optagelse i umiddelbar forlængelse af 10. klasse.
  • have aflagt 10. klasse-prøve i fagene dansk, engelsk og matematik, både mundtligt og skriftligt i alle tre fag
  • Du skal have aflagt folkeskolens afgangsprøve eller 10. klasse-prøve i fysik/kemi
  • Du skal have modtaget 2-4 års prøveforberedende undervisning i 2. fremmedsprog (fransk eller tysk) og have aflagt enten folkeskolens afgangsprøve efter udtræk eller 10. klasse-prøve både mundtligt og skriftligt
  • Du skal have en udfyldt uddannelsesplan og ikke være indstillet til optagelsesprøve af skolen eller UU-vejlederen
  • Du har også krav på optagelse, hvis du i stedet har bestået følgende fag i almen forberedelseseksamen (under avu): dansk eller dansk som andetsprog, engelsk og matematik, alle på D-niveau. Desuden naturvidenskab og et af fagene fransk, historie, samfundsfag eller tysk, alle på G-niveau eller derover.
Opfylder du alle optagelseskravene har du ret til at blive optaget.
Opfylder du kun nogle af kravene, har du mulighed for at søge optagelse efter konkret vurdering. Det er lederen af den skole, du har søgt optagelse på, der afgør, om du kan optages, eventuelt efter en optagelsesprøve.
Mangler du en eller flere af de obligatoriske prøver, skal du altid til optagelsesprøve.

Erhvervsuddannelser (EUD)
En erhvervsuddannelse veksler mellem undervisning på skole og perioder i praktik. Du kan vælge mellem 109 uddannelser med 326 trin eller specialer og begynde lige efter folkeskolen. Uddannelserne er grupperet under 12 indgange og varer mellem 1 1/2 og 5 1/2 år. Du kan begynde enten på skole eller i praktik hos en arbejdsgiver.