





| Elever med dansk som andetsprog |
|
|
|
|
På Djurslands Efterskole har vi nogle elever, der kommer med en anderledes kulturbaggrund. Vi har talt med dem om at gå på en dansk efterskole.
Jeg hedder Nabin Bhandari og kommer oprindeligt fra Nepal. Min familie og jeg er hinduer.Jeg kom på efterskole for at få mere undervisning og især for at lære at tale dansk. Jeg regner med at blive her i Danmark hele mit liv og få en uddannelse.
Mine forældre og jeg har valgt, at det skal være en skole med et kristent grundlag, først og fremmest fordi der ikke findes en hinduistisk skole i Danmark. Det er godt at gå på en kristen efterskole. Reglerne passer meget godt til min religion. Det er fint at lære noget om kristendom, fordi Danmark er et Kristent land. Maden er meget anderledes end Nepalesisk mad. Når der serveres kartofler på skolen, er der ris til mig – det er jeg glad for. I det hele taget er jeg glad for at bo i Danmark, fordi det er et frit land. Det betyder også, at man må lære at navigere i det og tage ansvar for sit eget liv. Jeg hedder Dieumerci Muyale og kommer oprindelig fra Congo.Jeg kom på efterskole for at få nogle danske venner. Jeg vil gerne lære, hvordan danske børn tænker og lære noget om dansk kultur. Jeg vil gerne lære om, hvordan danskere snakker sammen – og selvfølgelig lære dansk ;-)
Jeg synes det er en udfordring at lære dansk.”Vi har jo mange sprog i hovedet både fra mit eget land og fra flygtningelejren og fra Danmark – ca. 7 sprog i hovedet i alt! Jeg hedder Shabani Msabaha og kommer oprindeligt fra Congo. Før jeg kom på efterskole, gik jeg i en modtagerklasse. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bagefter, før mine kontaktforældre fortalte om Djurslands Efterskole – bl.a. fordi det er en kristen skole. Jeg aftalte med min mor, at det var en god ide. Det er godt at være sammen med danskere hele tiden, og så er det vigtigt at lære dansk, for jeg var ikke så god til dansk før. Jeg hedder Ahmed Al-humaydi og kommer oprindeligt fra Irak. Min familie og jeg er muslimer.Jeg kom på efterskole for at lære dansk og for at få nye venner. Jeg var spændt på at skulle bo sammen med en, man ikke kender. Det var svært på forhånd at forestille sig, hvordan det blev… det er sjovt og godt. Jeg har valgt en kristen skole, fordi man ikke må drikke alkohol, og fordi man ikke må sove sammen med pigerne. Det er de samme regler, der gælder hjemme og i islam i det hele taget. Jeg er muslim og har mit bedetæppe med på skolen. Jeg bruger det hver dag, men gør det helst, så de andre ikke ser det ikke. Det er kun min rumbo, der ser det. Man kan godt være muslim på skolen, selv om det er en kristen skole. Det er ikke svært at deltage i de kristne aktiviteter, som fx gudstjeneste i kirken og andagter på skolen. Når vi hører historier fra Bibelen, kender jeg en del af dem allerede fra Koranen. Som muslim er der gode muligheder for at vælge den mad, jeg gerne må spise.
Jeg hedder Masoka Msabaha og kommer oprindeligt fra Congo.Jeg vidste på forhånd, at jeg skulle bo sammen med en dansk pige på efterskolen. Jeg tænkte ikke, at det ville være svært at skulle dele værelse med en anden. Jeg er kommet på efterskole for at lære dansk. Jeg er glad for at bo sammen med en der taler dansk.
Om fagene, så er det svært at have alle fag. Jeg vil gerne koncentrere mig om dansk, og jeg har derfor fravalgt tysk og fysik, fordi der er mange svære ord. Det er også svært med historie og samfundsfag, når man aldrig har haft det før. |