| Cykeltur for 9C |
| Tirsdag, 31. august 2010 18:52 |
|
9.c’s cykeltur til Mols Bjerge og Ebeltoft
Onsdag d.25.august kl.8:30 var cyklerne pumpet, og 21 forventningsfulde elever og to lærere iført cykelhjælme satte kursen i stiv modvind mod syd til nye oplevelser. Onsdagens etape var på ca.50 km., og undervejs blev der aflagt besøg i Thorsager Rundkirke, hvor der var tid til lidt lovsang, afslapning og stilhed. Herefter gik turen til Kalø Slotsruin, hvor madpakkerne – og en enkelt is blev fortæret, og de fleste af os tog fodturen ud til ruinen. Trætte nåede vi sidst på eftermiddagen sommerhuset i Krakær, som vi havde lånt af gode venner i Fjellerup. Teltene blev rejst, aftensmaden lavet og spist, hvorefter der var bålhygge. Torsdag gik turen til Ebeltoft, hvor der var tid til at se Fregatten Jylland og byvandring i de smukke og gamle gader. En lille gruppe tog dog en længere cykeltur rundt i bjergene, inden alle mødtes ved Fregatten og spiste frokost. Efter at have spist bålmad kom guitaren og bongotrommerne frem, og der blev hygget med bl.a. swahilisang, kaffe og popcorn. Fredag formiddag blev der ryddet op på pladsen, alt blev rengjort, og turen gik tilbage til DE, hvor alle ankom i god behold først på eftermiddagen. En berigende og for nogle en ret anstrengende tur, hvor fællesskabet var i centrum, er nu fortid og gemt hen i minderne fra skoleåret 2010/11. ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]()
|